Af Claus Elholm Andersen, dansk lektor, University of
Texas at Austin, USA
For to Œr siden sŒ jeg et uhyre konkret billede pŒ
forholdet mellem Danmark og USA. Og samtidig fik jeg et f¿rstehŒnds indtryk af
den danske deltagelse i den pΠdet tidspunkt nyligt afsluttede Irak-krig.
Stedet var havnen i Lissabon, og grunden var, at
den danske korvet Olfert Fischer lŒ ved kaj, inden bes¾tningen skulle videre
hjem mod Danmark. Da jeg sΠOlfert Fischer, med dannebrog flagende fra
agterenden, oplevede jeg, midt i Lissabons s¿dlige varme, en vis stolthed, der
bestemt ikke reflekterede mine tidligere bet¾nkeligheder ved dansk deltagelse i
krigen – eller ved krigen i det hele taget.
Jeg
gik helt hen til korvetten, spadserede frem og tilbage nogle gange, og lod mit
blik glide hen over skibet. Her var der et skib, der lige var kommet hjem fra
krig. Ikke at Olfert Fischer var involveret direkte i krigshandlinger, men
korvetten stod ikke desto mindre for mig som et symbol pΠdansk krigsdeltagelse.
Landgangsbroen blev bevogtet af to lyshŒrede piger i hver sin uniform med shorts og lange, hvide str¿mper i sommervarmen. Selv om den ene havde et maskingev¾r h¾ngende afslappet over skulderen, fik jeg pŒ ingen mŒde f¿lelsen af, at de var utiln¾rmelige eller skr¾mmende. Og at der intet skr¾mmende var over dem, blev bekr¾ftet, da de nogle fŒ ¿jeblikke senere udvekslede nogle s¾tninger med en overordnet officer, der for et ¿jeblik kom op pŒ d¾kket. Tonefaldet var afslappet, og jeg opfangede, at samtalen handlede om, hvor mange timers s¿vn, de havde fŒet den foregŒende nat.
Den ene pige talte klinkende jysk, officeren sj¾llandsk, mens den anden pige havde en for mig ubestemmelig dialekt. MŒske var hun, som sŒ mange af os, flyttet fra den ene landsdel til den anden, med det resultat, at ingen rigtig kan afg¿re, hvor vi kommer fra.
Hele atmosf¾ren omkring korvetten fik mig til at t¾nke pŒ dansk hygge. Bes¾tningen havde tydeligvis et afslappet forhold til hinanden, og at jeg kunne gŒ helt op til korvetten, uden at blive m¿dt af nogen form for sikkerhedskontrol, gav et indblik i vores danske afslappethed til sikkerhedsrestriktioner. Som danskere har vi jo ikke noget at v¾rre bange for, vel? For hvem kunne dog finde pŒ at g¿re os fortr¾d? Vi er jo danskere.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at mit m¿de med et dansk krigsskib pŒ kajen i Lissabon ville fŒ mig til at t¾nke pŒ dansk hygge. Her stod jeg foran et skib, der oprindeligt var beregnet til at bevogte den danske kyststr¾kning, men som lige var kommet hjem fra en af de mest kontroversielle krige i nyere tid, og det eneste jeg kunne t¾nke pŒ var dansk hygge.
SmŒ hundrede meter l¾ngere henne af kajen lŒ der et andet krigsskib. Det dominerende i den grad hele havnefronten i Lissabon, og var faktisk grunden til, at jeg i varmen havde gŒet den ekstra kilometer ud til Santa Apol—nia, hvor skibene lŒ ved kaj. Det var et amerikansk hangarskib, og pŒ d¾kket, mange meter oppe, kunne jeg se flere jetjagere og helikoptere.
Det var et yderst bizart syn. F¿rst danske Olfert Fischer, dern¾st det amerikanske hangarskib. Det var som om nogen havde placeret en leget¿jsbil ved siden af en rigtig bil, og Olfert Fischer lŒ blot som en k¾rkommen pŒmindelse om st¿rrelses- og magtforholdet mellem Danmark og USA.
Jeg fors¿gte at kommer helt t¾t pŒ det amerikanske hangarskib. Men her var der ingen lyshŒrede piger, ingen afslappede samtaler om nattes¿vn, ingen hygge. Hangarskibet var nemlig omkredset af et h¿jt metalhegn, der hele vejen rundt blev bevogtet af bev¾bnede amerikanske marines pŒ den ene side og af portugisisk politi pŒ den anden.
Oppe pŒ d¾kket kunne jeg skimte en amerikansk soldat, der gik rundt mellem de parkerede fly og helikoptere. Han var t¾tbygget, med kort karseklippet hŒr og var if¿rt en gr¿n kamuflageuniform. Indimellem vente han sig, og rŒbte en s¾tning eller to til en mand, jeg ikke kunne se fra min plads pŒ kajen mange meter nede, og selv om jeg hverken kunne h¿re, hvad han sagde eller hvordan han sagde det, var det tydeligt med et andet tonefald end det, jeg netop havde h¿rt pŒ Olfert Fischer.
Fra hans position pŒ d¾kket var det klart for mig, at han mŒtte kunne se Olfert Fischer. Jeg ¿nskede mig et ¿jeblik op pŒ d¾kket, sŒ jeg kunne sp¿rge ham, hvad han t¾nkte. Var han mon taknemmelig for den danske indsats? Eller var der kun hŒn i hans blik, nŒr han tr¾t lod det glide over den danske korvet? Eller sŒ han mŒske slet ikke den lille korvet, der ellers lŒ ganske t¾t pŒ det skib pŒ hvis gigantiske d¾k han stod?
Igen kiggede jeg pŒ de to skibe. Sammenlignede dem. Korvetten mŒlte vel lidt under halvtreds meter i l¾ngden, mens hangarskibet, som jeg vidste kunne have n¾sten halvfems jetjagere ombord, var mere en trehundrede meter langt. PŒ siden af hangarskibet sŒ jeg den gigantiske elevator, der f¿rte jetjagerne op pŒ d¾kket. Fra min plads pŒ kajen sŒ det ud til, at denne elevator var stor nok til rumme hele Olfert Fischer.
Jo mere jeg kiggede pŒ det amerikanske hangarskib, jo klarere stod det for mig, at det ikke h¿rte til de st¿rste af de amerikanske hangarskibe. Selv om jeg kiggede, kunne jeg ikke lokalisere skibets navn, og derfor var det umuligt for mig pŒ stedet at bestemme, hvilken af de fire klasser af hangarskibe, som den amerikanske flŒde har, skibet tilh¿rte.
Olfert Fischer er vel noget n¾r det bedste, den danske flŒde kan pr¾stere. Det amerikanske hangarskib, der var st¿rrelsesm¾ssigt var gigantisk i forhold til Olfert Fischer, er blot et af tolv amerikanske hangarskibe, og h¿rer ikke engang til i den st¿rste, mest frygtindgydende klasse.
Langsomt gik det op for mig, at jeg stod foran det mest konkrete symbol pŒ den danske krigsindsats og pŒ forholdet mellem Danmark og USA. Trods min nationale stolthed, mŒtte enhver anden, der betragtede de to skibe, grine en stille latter, hvis de blev fortalt, at Olfert Fischer (og S¾len, som man jo ikke b¿r glemme) fik de danske sind i kog. Og selv hvis de blev fortalt, at billederne af Anders Fogh Rasmussen og Per Stig M¿ller med maling pŒ deres i ¿vrigt ikke alt for smarte jakkes¾t, var det direkte resultat af en beslutning om krigsdeltagelse, hvor det lille skib foran dem udgjorde kernen, ville de sikkert tro, at der var tale om en vittighed.
Midt i Lissabons bagende sol begyndte jeg at svede endnu mere. For problemet er jo netop, at der ikke er tale om en vittighed, men risikofyldt international politik. Ombord pŒ det amerikanske hangarskib syntes de at have forstŒet dette, og de vidste, at operation ÕLiberate IraqÕ kun gjorde dem yderligere sŒrbare overfor fremtidige terroristhandlinger. Det gjorde metalhegnet og den strenge sikkerhed klart med al tydelighed.
Modsat var det som om, vi danskere ikke rigtig havde forstŒet alvoren. Sikkerheden var ikke engang symbolsk, ja, n¾rmest til at grine af, og jeg er sikker pŒ, at hvis jeg havde spurgt, var jeg blevet inviteret ombord pŒ korvetten, som alle de gange, da jeg var mindre, og min far tog med, nŒr krigsskibe lŒ ved kaj i rhus havn, og hvor vi fascinerede fik lov til at gŒ rundt og se det hele.
Den danske deltagelse i Irak-krigen var mŒske nok symbolsk, hvilket synet af Olfert Fischer i Lissabon med al tydelighed udtrykte. Men det internationale spil, som Danmark dermed gjorde sig en til del af, var og er alt andet end symbolsk. I dette spil opfatter vi mŒske os selv som symbolske deltagere, men risikoen, vi uds¾ttes for, er s¾rdeles konkret. I dette internationale spil er Danmark nemlig ingenting, medmindre et amerikansk hangarskib ligger ved vor side, og, som den st¾rke, beskyttende storebror, p¾nt passer pŒ os af ren og sk¾r famili¾r forpligtelse.
Lad os derfor hŒbe, at den danske regering har taget ved l¾re af deres fejl - og ikke kunne finde pŒ at g¿re noget lignende igen. OgsŒ selv om det mŒtte betyde, at pr¾sident Bush nok ikke kommer pŒ bes¿g i Danmark igen.