De glade nordmænd

Af Claus Elholm Andersen

På tirsdag fejrer nordmændene 17. maj. Enhver, der blot i kortere tid har opholdt sig i nærheden af nordmænd på denne dato, ved, hvor frygteligt det er. De fleste nordmænd iklæder sig på denne dag de bunads, eller nationaldragter, der efterhånden er højeste mode i vores nordisk naboland, mens de marcherer ned af Karl Johan Gaten med et norsk flag svajende i hånden.

Der er et eller andet ved 17. maj, der generer os danskere. Vi kigger på de tåbeligt udklædte nordmænd, som opførte de sig som idioter. Vi griner højlydt af dem, og er glade for, at vi som danskere aldrig nogensinde tager os selv eller vores land lige så alvorligt. Og skulle vi være så uheldige at kende en herboende nordmand, har vi for længst lært at takke nej til deres gentagne invitationer til at opleve en ’rigtig’ 17. maj.

Hvis De ikke allerede ved det, så er 17. maj Norges nationaldag. Godt nok er det ikke den dag, hvor Norge opnåede deres selvstændighed fra Sverige i 1905, men det er den dag, hvor nordmændene endelig blev frie fra danskerne efter Kiel-traktaten i 1814. Men selv om d. 17 maj ikke er dagen, hvor nordmændene opnåede deres frihed i 1905, markerer festlighederne på tirsdag alligevel i nordmændenes optik 100 året for norsk selvstændighed.

Men hvad er det ved d. 17. maj, der generer os danskere i den grad, at vi ligefrem bliver irriterede på nordmændene? Først og fremmest fordi vi i Danmark ikke har en nationaldag. Selvfølgelig har vi grundlovsdag, men d. 5. juni fejrer vi demokratiet og ikke vores land som sådan.

Danmark må uden tvivl være et af de få lande i verden, der ikke har en decideret nationaldag – ja, selv Sverige har i det forgangne år indført en nationaldag. Lidt vovet kunne man sige, at vi har 364 nationaldage, og en enkelt dag, hvor vi fejrer og diskuterer demokrati. Men prøv alligevel at tænke over det engang. Vi festligholder vores grundlov, ikke vores nationale identitet. Man ser aldrig folketog med Dannebrog komme marcherende gennem de dansker byer på Grundlovsdag. Man hører sjældent taler, der alene priser Danmark og danskheden. Nej, man hører taler om, hvordan demokrati er noget man konstant må kæmpe for, hvordan vi kan gøre det bedre og hvordan det netop nu forholder sig med demokratiet.

Er det så sært, at vi bliver harme over nordmændene og deres insisterende holdning til Norge d. 17. maj?

Forskellen mellem Danmark og Norge skal selvfølgelig findes i de to landes historie. I 1800-tallet gennemgik Danmark en række forandringer, som vi i dag kalder nationalstatens opståen. Den gjorde sig både gældende filosofisk, politisk, historisk og kunstnerisk. Digterne begyndte at skrive sange om kærlighed til Danmark, malerne begyndte at skitsere det smukke, danske landskab, sproget dansk blev langsomt ensbetydende med vores nationale identitet og Grundtvig hjalp godt til ved at give os en historie.

At disse ændringer virkelig foregik, kan man forvisse sig om ved at sammenligne Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land” med Ewalds ”Kong Christian”. Ewalds tidligere nationalsang og nuværende kongesang, skrevet i 1770’erne, indeholder ingenting om kærlighed til Danmark eller om, hvor smukt Danmark nu engang er. Derimod finder man stort set ikke andet i Oehlenschlägers sang, der blev skrevet til en tidstypisk konkurrence om en nationalsang i 1819, som Oehlenschläger dog ikke engang vandt.

Anderledes i Norge. Mens Danmark langsomt fik sig en nationalidentitet, var nordmændene nu underlagt Sverige. Godt nok ulmede nationaliteten, men den slog aldrig ud i det fulde flor, som den gjorde i Danmark. Derfor kan man lidt frækt sige, at nordmændene er et århundrede bagud i forhold til danskerne. I hvert fald når det gælder den nationale identitet.

Når vi i dag ser de stakkels nordmænd gå rundt med flag og nationaldragter, bør vi derfor ikke grine hånligt af dem. Nej, vi bør smile det smil, som kun den, der har gennemgået en fase, som andre nu kæmper sig igennem, kan gøre. Vi må vise nordmændene, at vi er på deres side, at vi godt forstår, at det bare er en fase, de skal igennem, og at de en dag nok skal blive lige så gode som os, danskerne.

Og dog. Hvis vi nu tænker os godt om, er vi så så meget bedre end nordmændene er? Er det måske i virkeligheden ikke bedre kun at have én nationaldag end 364? Når alt kommer til alt, så består vores nationale identitet - som bl.a. Uffe Østergaard har bemærket – i at vi forholder os ironisk både til os selv og Danmark. Måske kan vi lære noget af nordmændene, der på tirsdag lægger hele deres nationale karakter frem, så enhver kan tage og føle på den.

Hvis vores nationale identitet består af en ironisk distancering ikke mindst til andres nationale identiteter, er det selvsagt umuligt for indvandrere i Danmark at lære, hvad ’danskhed’ er for noget. Hvis vi i stedet, som nordmændene, tog en nationaldragt på, holdt et flag i hånden og i fællesskab marcherede ned af gaden, ville vi hjælpe både os selv og andre med at forstå dansk kultur. Ja, vi kan måske endda lære af Sverige, hvor en kommission netop har anbefalet, at d. 6. juni skal være nationaldag, for at mindes det svenske flag og Gustav Vasas kroning.

Netop fordi vores nationale identitet blev dannet i 1800-tallets Danmark, er der måske god grund til at tage den op til fornyet overvejelse. I stedet for at gøre skolernes danskundervisning multikulturel, bør vi netop fokusere på det danske, for derigennem at blive multikulturelle. Hvis vi – danskerne – ikke fortæller indvandrere, hvad vi mener det vil sige at være dansk, hvordan skal de så nogensinde lære det? For hvis vi fortæller dem det, og simpelthen lægger det hele åbent frem, vil de netop kunne placere deres kritik af os, der hvor vi har mest brug for det. Åbenhed kommer ikke udelukkende af, at man vender sig ud af, men har lige så meget med at gøre, at man lægger det hele frem til fri afbenyttelse. Både det gode og det dårlige.

Selvfølgelig er det svært. Når vi nu er vant til at være ironiske hele tiden, hvordan skal vi så pludselig kunne begynde at tage både os selv og vores nationale identitet alvorligt? Er det fordi vi er bange for resultatet? Bange for, at der inde bag det hele ikke er mere, end det Oehlenschläger skriver om i ”Der er et yndeligt land”? Bange for, at vi måske lever på en illusion?

Måske er det i virkeligheden lettere, hvis vi lærer kommende generationer, at også de bør grine højlydt af de sindssyge nordmænd og deres 17. maj. Så er vi andre fri for at tage stilling.